14/01/2014, Hjælp til en Cubansk Judoklub

Kære Judofolk
Jeg var i november måned på Cuba, hvor jeg ved et tilfælde rendte ind i en Cubansk Judoklub og blev så nysgerrig, at jeg måtte ind og se, hvordan tingene foregik der. Jeg blev rigtig godt modtaget og der blev med det samme sat en bænk frem, så jeg kunne følge træningen og en forældre, der kunne lidt engelsk, oversatte og fortalte stolt om klubben, der havde leveret flere landsholdskæmpere til det Cubanske landshold.

Træneren havde 6. dan og en ung hjælpetræner havde 1. dan og de trænede 5 dage om ugen hver aften og kæmperne skulle vise, at de virkelig ville være på "holdet". Det var kun eksamener i skolen, der var en undskyldning for ikke at komme til træning.

Med hensyn til udstyr som gier, bælter og lign., var der en blanding af hjemmelavede bukser og nogle trænede i skoleuniformen, da man ikke havde råd til en gi. Ligeledes var der en med grønt bælte, som var gradueret til 1.dan, men ikke kunne købe et sort bælte. Men manglen på udstyr gjorde ikke glæden ved judo mindre og kæmperne gik virkelig til stålet uanset, hvor stor eller lille man var.

Efter jeg er kommet hjem, har jeg tænkt på, om ikke vi herhjemme kunne bidrage med lidt brugt udstyr som bælter og gier, så jeg har fået kontakt med et rejsebureau, hvor der skal et helt selskab af sted først i april måned, der var villig til at medbringe det indsamlede til Cuba. Så har du nogle brugte gier og bælter, du vil donere til en Cubansk judoklub, så find det frem og gør nogle unge judokaer glade. At der er navn eller klubmærke påsyet er helt underordnet - de ville være stolte af at kæmpe med det.

Jeg kommer til Bruttotræningen i Holbæk på fredag, så der kan jeg hente det brugte udstyr og kommer til Vejle søndag d. 26/1-14, hvor i bare skal aflevere gier, bælter mv. til Knud Erik Hansen indtil da. Ellers kontakt mig, så jeg kan finde ud af at få det til København.
Med venlig hilsen

Niels Gert Dehlendorff Sportschef Judo Danmark.

Log ind